Bourgogne

Der er et køligt fastlandsklima i Bourgogne, men siden middelalderen, da munkene gik i gang med at dyrke vin, har man formået at finde steder, hvor Solen har magt.

Det har skabt et 150 km langt distrikt, opdelt i en række »skråninger« fra nord til syd: Côte d’Or (Den gyldne Skråning), Côte Chalonnaise ud for byen Chalon-sur-Saône, Mâconnais ved byen Mâcon og Beaujolais lige nord for Lyon. Plus Chablis cirka 50 km væk i retningen mod Paris.

Hver af disse store områder er så yderligere delt op i et kludetæppe af appellationer og marker, nogle af dem med status som premier crus (første voksesteder), andre som grand crus (store voksesteder).

Det var i Bourgogne, at munkene forædlede druerne Chardonnay og Pinot Noir, som i dag leverer most til ædle vine.

Der er et meget stort antal vinbønder, som lægger deres håndværksmæssige kunnen i vine med personlighed og karakter, og mange af disse vine er berømte verden over. Fordi interessen er så stor, og antallet af flasker så lille, er priserne meget høje.